ScribeFire is a plugin for FireFox that facilitates adding entries to your blog from within FireFox. I am yet to find  out which other nice features it has, for instance if it can grab and rescale images from websites, or quote pages.

http://www.scribefire.com/help/firstrun/

Vi er tilbage i Fukushima igen. Det var en skøn tur til Tokyo, og det var bare herligt at så mange af vennerne gad reservere lidt tid til at se os. Jeg håber vi kan nå at få een ferie i Tokyo til før vi vender hjem til Danmark. Men indtil da er det bare med at klø på med pakning af kasser. Vores flyttefirma kommer om 9 dage og henter det hele. Der er en 25 kasser ind til videre, men vi ender nok op på en 60 stykker vil jeg tro.

Junya er stadig lidt forkølet, men det er ikke så slemt som det var da vi var på Sado. Han får diverse medicin som skal lindre vejrtrækning, løse op for snottet osv. Den stakkel.

Takako og jeg er dog rimeligt friske, og kun moderat solbrændte efter en herlig tur til stranden i forgårs.

http://photos.nafai.org/album/1051

Her lidt kort om hvad Junya nu kan:

• Rejse sig op ved at holde fast i bordpladen på det lave bord;
• Rejse sig op ved at støtte sig op ad fx en pude der ligger på gulvet;
• Kravle meget hurtigt rundt på gulvet, men stadig med det ene ben foldet ind under sig;
• “Efterabe”. Siger vi fx “ma ma ma” vil han ofte prøve at gentage det. Men specielt hvis man fx begynder at slå i noget, begynder han også at slå i det, eller hvis jeg tager mig til hovedet kan han finde på at række ud efter mit hovede for at røre det samme sted!

Vi er også begyndt at børste tænder. Det er stadig kun sådan lidt for sjov, men Junya elsker smagen af tandpastaen. Tandpastaen er en speciel type der ligner klar gele som smager godt for børn. Jeg tror han tror det er en slags slik. Han kan også stadig godt lide at putte ting i munden, saa en blød tandbørste med sød væske på er bare lige sagen!

Han er begyndt at blive meget aktiv - hyperaktiv. Man kan faktisk ikke sidde med ham på skødet mere. Han vil absolut og hele tiden ned og kravle eller gå. Det er jo selvfølgelig rigtig godt, for det viser han er nysgerrig og interesseret i at lære. Men det kan også være lidt irriterende når han skal have skiftet ble og bare ikke vil ligge stille, men konstant vender sig rundt på maven og begynder at kravle afsted!

Junya har faaet den her nye sjove vane, at naar man kigger paa ham nogle gange saa laver han det sjvoeste, soede ansigt! Han kniber ligesom oejnene sammen og blinker mens han smiler alt hvad han kan! Vi kalder det hans “ii kao”, det gode ansigt!

Junya ser ellers ikke ud til at have travlt med at laere at gaa og kravle. At ligge paa maven er stadig noget han ikke bryder sig synderligt meget om. Der gaar typisk ikke engang et minut, saa piver han og vil vendes om paa ryggen.

Han er dog blevet interesseret i at staa op og holde i bordpladen paa vores lave bord. Men han kan ikke selv holde balancen. Benene er staerke nok, men det kniber med at holde kroppen oprejst uden at man vaelter! Han spiser efterhaanden rigig godt. Naesten lige saa meget som Vilbert (Randi og Kristoffers yngste). Naar Junya er rigtig sulten og laver en stor mund og skriger for at vi skal fodre ham, saa siger vi at han laver en Vilbert!

Her i gaar fik han en fin badedragt af sin onkel. Den maatte vi selvfoelgelig proeve med det samme. Saa om aftenen da han skulle i bad, fik han sin nye fine dragt paa. Paa en eller anden maade ret typisk japansk idet den skal forestille at ligne en vandmelon!

Photos: http://www.flickr.com/photos/thorasmund/sets/72157616455529127/

Saa er vi ankommet til tokyo. Vi har vaeret ude og spise frokost med mine fhv kollegaer fra Ambassaden, vi har moedtes med Jasmin og hendes nye kaereste, David. Vi har sets med Takakos fhv kollegaer fra J’s International School hvor hun arbejdede i 1 aar, og saa har vi drukket kaffe med en anden af Takakos tidligere kollegaer.

Vi var i Azabu Juuban det meste af dagen, men tog om aftenen tilbage til Ueno hvor vores hotel er. Efter at have sundet os lidt gik vi ud og spiste aftensmade paa en izakaya i naerheden og tog derefter toget til Okachimachi station hvor vi moedtes med Takakos kollega.

Derefter gik vi tilbage til Ueno, op ad de sjove smaa shoppinggader. Junya fik sit bad og vi gik i stort faellesbad som er i hotellet!

Junya turns 6 months! HAPPY BIRTHDAY, JUNYA!!

We have just come back from a quick 3 days (two nights) in Tokyo. The photos from the trip are up now:

http://photos.nafai.org/albums/year/2009

Although we only had two full days, we managed to meet both Chris and Miwako and their lovely kids, Kai and Akira. We met Tomo and Kaori and their cute son Hiroto. We met several of Takako’s former colleagues from AIG. We met my long time friend Naomi at the cafe Paul in Yotsuya. We had ramen at Tonbotei Ramen near where we lived before. And we met with Mami and Ryu who are expecting their first baby in a few months. We had a lovely evening there with a delicious dinner (I love that salad!!) made by Mami. Thanks very much for letting us stay with you! It was the perfect way to end our little holiday in Tokyo!

Like last time I went to Alts Bandai with Katsuhiro and Yuta. Keiko, Ichika and Taichi stayed home this time, so Katsuhiro could ski the whole day with Yuta while I was enjoying myself on the easier slopes.

A few things I realized this time was:

• The importance of keeping an equal amount of weight on your toes and heel. And that this is a LOT easier if you’re not tired in your legs yet. In the morning everything went really fine, but in the afternoon I could feel that I wasn’t able to keep a proper balance even when I really concentrated. In the morning I felt like I was almost flying; like a baloon that bounces over a lake and just barely touches the surface. That was how I felt my skis were moving: Floating effortlessly over the snow barely touching it!
• The importance of keeping your legs (skis) together. This is a lot easier to say than to do. In the beginning the natural reflex when you are insecure is to spread your legs to get more balance. But this makes it a lot more difficult to turn, and it also makes it harder to bend your knees.
• The importance of bending your knees and keeping the back straight. Some people say that you should lean forward. The reality is that you should not lean at all, you should keep your body straight, but you must bend your knees. This way you are much less sensitive to bumps, and it also makes it easier to keep your back straight. Bending forward makes your butt stick out. Bending backwards makes it impossible to keep proper balance.
• That you should always keep your body pointed towards the bottom of the slope. That is if you are trying to ski the normal way. By the normal way I mean, a way of skiing where you keep a more or less constant speed which you regulate by using the friction in the skis when twisted around their long axis. Now, this way of skiing is very hard if you do not have control over your balance. In other words, skiing this way is very hard if you are tired and cannot properly maintain your balance. Or, if you want to go really slowly. In those cases, skiing the V-way (where you position your skis in a V shape - the more V the slower you go) and do full turns where your body also turns, is easier.
• and finally: Control the skis with your legs, not the feet. This is almost impossible to describe, but I used to turn by pushing the heel down or lifting the toe. But this is not really necessary, the skis turn automatically if you just twist your legs a little. Putting too much weight on a heel might force the ski into a movement it is not supposed to do, or it might catch a groove in the snow, and not be able to get out of it.

If you are using FireFox and are encountering a problem when viewing my website or photo gallery where the browser jumps to the top of the page when you click the back button, you can try installing this plugin:

Restore Scroll Position v0.5.9.11

It is a problem with the software, not the website, it seems. Many other websites cause the same problem to happen in FireFox.

I finally found time to sort the few photos I took at the kanetsuki ceremony we attended late 31 December/1 January. In Japan it is a tradition that you go to either a shrine or a temple on the last day of the year, and wait for midnight. You then wish everyone a happy new year (akemashite omedetou) and often add a “kotoshi mo yoroshiku” which translates to something like “thank you in advance (for your services) also in this year” - expressing your gratitude for whatever favours you may receive from the other party in the new year.

Last year we went to Suwa jinja, a shrine close to where we live, but this year instead we decided to visit the 西光寺 Saikoji temple, the one which is managed by the Iwakura’s, Saeko-chan’s parents! We went there about 15 minutes before midnight and I had plenty of time to take photos.

The bell which is mounted in a small wooden bell tower according to tradition has to be rung exactly 108 times. The visitors are encouraged to go up in the tower and ring the bell, and both kids and adults vigorously took part in that. Takako and I photographed each other rining the bell, and then went down again to heat up near the fire in front of the temple.

It is beautiful little ceremony and you get a chance to meet some of the other people in your neighborhood, a little like the Danish Sct. Hans Aften. We met Jun, a friend of Takako’s brother, and also talked to Atsuko and her husband.

It was quite cold so we didn’t stay that long after midnight. Also, Junya was waiting for us at home (sleeping) but when we came home he woke up and we took him downstairs where he was sitting in his favorite chair wondering what happened to 2008!

Junya er begyndt at sige nye lyde. For en par uger siden begyndte han at graede paa en ny maade. Hvor hans graad foer var typisk et hoejt pludseligt vrael efterfulgt af kortere hulk og snoeft, er hans nye vrael et meget laengere typisk barnevrael, saadan som man forestiller sig en 2-aarig siger hvis den ikke faar sin ret og bliver sur!

Det er det ene, det andet er et pludselig meget hoejt skrig/piv, typisk naar der sker noget spaendende. Det er det sidste nye som han begyndte at sige for faa dage siden. Sjovt nok staar der i vores japanske babybog at han netop begynder paa den slags skrig naar han er fire maaneder, saa det passer helt perfekt. Junya fylder nemlig fire maaneder i morgen!

Og som tiden dog gaar. Det er ikke meget vi har faaet naaet paa de maaneder. Men vi har faaet vaeret sammen med ham meget mere end mange andre foraeldre har kunnet haft mulighed for, og det er skoent. Alle de billeder vi begge har faaet taget vidner om det.

I dag har vi ogsaa haft hovedrengoering - dog kun i eet af vaerelserne: stuen. Jeg tog mig af de hoeje steder (lofter, lister, hoeje vinduer og den slags) og de ikke saa stoevbefaengte omraader saa som vinduer. Det var ganske sjovt men stoppede lidt pludseligt da Takakos foraeldre skulle ud til noget familie. Det er typisk japansk at lave hovedrengoering en af de sidste dage i det gamle aar. Jeg tror det har lidt religioes betydning, det med at man gaar rene ind i det nye aar. Vi saa ellers en udsendelse i fjernsynet der sagde at det bedste tidspunkt for hovedrengoering er om foraaret. Det har noget med mug og sporer at goere.

Vi har ogsaa lavet jordbaeris igen i dag, og den staar nu i fryseren. Jeg viste Takakos mor hvordan man gjorde. Hun er vist ret imponeret over at jeg er saa god til at lave kager og desserter.

I morgen er det shogatsu og saa kommer familien paa besoeg og der skal spises og drikkes og besoeges tempel. Det skriver jeg meget mere om i morgen.

Her lige et billede af Junya lige efter han har vaeret i bad hvor han ligger paa en pude paa gulvet og faar toej paa. Junya er begyndt at blive meget mere klar over sine egne haender og fingre. Specielt roerer han nu ofte sin hoejre haand med sin venstre eller omvendt. Eller som paa billedet, holder haenderne op foran sig og beundrer dem.