300 dage!
I dag fylder Junya 300 dage. Sikke hurtigt tiden dog er gået. Det var vist Erik der sagde på et tidspunkt, lige da Junya var blevet født, at inden man ser sig om, så er de 9 måneder.
Junya er snart 10 måneder, men der er ingen tegn på at han begynder at kravle overhovedet. Han kan ligge på maven lidt længere end før måske, men han kan ikke bevæge sig andet end at rotere lidt rundt. Han er dog meget interesseret i at stå og støtte sig til et bord eller noget legetøj, og han kan selv holde balancen i lang tid når bare han har noget fast at støtte sig til. Han er også rigtig ivrig når han løber rundt i sin hokoki gå-maskine. Så måske han går direkte fra at ligge på ryggen til at spadsere rundt på fødderne!
Og dog. I dag var der ligesom lidt tendens til at han “skød numsen i vejret” da han lå på maven. Det er vist en af forstadierne til at kravle har jeg hørt.
Han er blevet god til at reagere på hvad vi siger. Han kan helt sikkert forstå sit eget navn, og nogle få kommandoer kan han også forstå. Fx når vi siger “bye bye”, vinker han med hænderne, og når vi siger “banzai” rækker han begge hænder i vejret. Det vil sige, han gør det når han ellers er i humør til det…
Ellers så går det meste af dagen med at lege med alt det legetøj han har, som han stadig ikke er blevet træt af. Vi tager også ofte en længere gåtur med hans buggy så han kan få lidt frisk luft og opleve lidt mere end bare at være i stuen.
Vi rejser nok til Danmark den 23 september. Det er den første dag hvor flybilletterne er billige. Inden da skal vi nå en masse ting. Der er venner der skal besøges, der er en familieudflugt, en tur til Hokkaido, en tur til Tokyo, og forhåbentlig også en scuba diving-tur eller to.
