I forgaars, den 19. november, doede Takakos mormor.

Hun blev 95 aar, og det sidste stykke tid har hun vaeret paa et slags hospital/plejehjem for aeldre mennesker der kraever daglig hjaelp. Jeg har aldrig oplevet hende som andet end en svag gammel dame, der efterhaanden ikke engang kunne sige noget forstaaeligt, men Takako husker hende naturligvis fra dengang hun staidg var frisk….

De foerste par gange vi besoegte hende, sagde hun en del, men kun Takakos mor kunne forstaa det. Dog sagde hun engang imellem noget jeg kunne forstaa. Fx “mata” (vi ses), eller “Ippai nase” (foed mange boern!) da hun saa Takakos store mave! Junya har ogsaa vaeret med et par gange og jeg har taget nogle billeder.

Men saa i forgaars mistede hun bevidstheden og om eftermiddagen doede hun.

Det betyder, i Japan, at den aeldste af hendes boern skal staa for en begravelse og de tilhoerende familiearrangementer. Resten af familien og endda naboer hjaelper ogsaa til, for en japansk begravelse er ikke nogen lille event. Det er paa mange maader lige saa stort anlagt som fx et bryllup.

Vi tog derud samme dag som hun doede og da var hun allerede - til min forundring - blevet bragt hjem til Seiichi, hendes aeldste soen. I Japan er det nemlig skik at familien faar mulighed for at sige et sidste farvel til den afdoede, og det skal ske i trygge, hjemlige omgivelser - ikke paa et eller andet koldt hospital! Saa da vi kom, laa hun paa en madras inde i en af stuerne… Lige til at starte med synes jeg det var lidt maerkeligt, men i Japan foelger begravelser de buddhistiske ritualer, og da er det helt normal praksis. Men for en som mig der er foedt i et overvejende kristent land, er det en smule underligt at sidde og hyggesnakke og drikke the og spiser kager faa meter fra et lig.

I Japan er stort set alle begravelser kremeringer. Og modsat i Danmark, virker det som om den afdoede stadig er en del af familien, indtil liget er blevet braendt. Derfor skal der af gode grunde heller ikke gaa lang tid fra en person doer, til selve kremeringen foretages. Derfor blev begravelsen sat til to dage efter hun doede. Det virker som ret kort tidsfrist, specielt for folk der skal komme langvejs fra for at deltage. Men det lader til at alle forstaar vigtigheden af at deltage i begivenheden, og jeg saa og hoerte ikke nogen der brokkede sig over at skulle smide hvad de havde i haenderne og koere flere hundrede kilometer paa en hverdag op i bjergene for at overnatte der og deltage i de planlagte ceremonier.

Faktisk er hele systemet gearet til netop dette. Fx er det normalt at man kan tage ind til flere dage fri fra arbejde naar et naert familiemedlem doer. Omvendt er det vist ikke normalt at man kan tage saerlig meget fri hvis man fx faar et barn! Men begravelser - som involverer hele familien og dermed den sociale struktur, det er noget helt specielt! Begravelsesfirmaerne her er ogsaa noget ud over det saedvanlige. Det tog ikke lang tid for familien her at faa planlagt alt inklusive oppyntning af huset, invitation af gaester, frokost, ceremonier, kremering, et overdaadigt festmaaltid, overnatning osv osv. Helt utroligt det kunne goeres paa kun en dag. Men stedet hvor festen blev holdt stod ogsa for at huse gaesterne der skulle overnatte. Og begravelsesfirmaet kom ud med 3-4 mand og pyntede huset op med de rigtige buddhistiske statuer, blomster, altre osv. Helt enestaaende service!

Naah, men efter vi havde spist lidt kager og kaffe, dagen foer begravelsen, gik Takakos far i gang med at hjaelpe med forberedelserne. Takako og jeg blev der ogsaa lidt tid, og fik bla. lejlighed til at se oldemor, mens hun laa der paa gulvet i fint hvid toej. Hun saa meget fredfyldt ud, og naesten mere i live end da hun var paa hospitalet! Hendes oejenlaag var lukkede men man kunne skimte oejnene, livloese, inde bagved…

Vi taendte roegelse og bad lidt for hende, og senere koerte vi hjem. Dog blev jeg af de andre spurgt om vi kunne finde et godt billede af hende, som skulle i ramme og bruges til ceremonien. De havde allerede fundet et men det var ikke specielt godt. Hun sad i dagligstuen med en masse ting i baggrunden der gjorde billedet lidt rodet, og det var ogsaa lidt uskarpt. Men det var det bedste de havde. Jeg taenkte, at det kan jeg maaske friske lidt op paa paa computeren. Saa jeg tog fotoet med hjem.

Om aftenen gik jeg saa igang med at scanne fotoet og redigere det. Jeg fjernede stoev og snavs, sharpnede det lidt, fjernede de forstyrrende ting i baggrunden og saa gav jeg hende lidt mere haar. Paa billedet gik haaret og baggrunden nemlig i eet mange steder. Til sidst printede jeg det ud, og naeste dag om morgenen, tog vi det med ud til dem. Det blev givet til en professionel fotograf som saa “klippede” hende ud, og gav hende en fin, simpel kimono paa. Det blev virkelig godt, selvom originalen var ret elendig!

Vi kom tidligt om morgenen, og havde Takakos mor med. Hun havde vaeret paa en tre-dages ferie dagene op til begravelsen (hun havde taget afsted foer oldemor doede). Dagen startede med at huset blev pyntet op af begravelsesfirmaet. Det indebar store plastik blomsterhjul ude foran (hvis man har set en japansk Pachinko-hal, har man en ide om hvordan det saa ud). Nedenunder stod navnene paa de familiemedlemmer der havde doneret penge. Der blev ogsaa sat lanterner op, og en masse andet pynt uden paa huset, saa alle der kom forbi kunne se hvad der var sket.

Indenfor blev en af stuerne midlertidigt lavet om til et slags tempel. Oldemor laa paa en madres inde i den stue hele tiden, og ingen fandt det unaturligt. En masse cermonielle ting af trae blev sat op i een ende, og der kom lysestager paa, billeder af hende, offergaver, blomsterbukketer (meget store!) osv. osv. Oven paa oldemor lagde de et segl (engelsk: sickle; japansk: 鎌). Den skulle oldemor bruge til at holde de onde kraefter vaek der ville tage hende med i helvede; underforstaaet saaledes at hun ville komme i himlen. Det er tradition at man laegger en kniv af en eller anden form ovenpaa den afdoede, og eftersom vi er paa landet havde de altsaa valgt et segl.

Vi donerede ogsaa penge, og senere kom en blomsterbuket - eller blomsterarrangement er maaske mere korrekt - som blev sat op sammen med alt det andet. Nogle gav ogsaa mad, fx daaser,  som ogsaa blev udstillet.

Ceremonierne startede tidligt, jeg tror det var ved 8-tiden om morgenen. Nogle munke (hvis det er det det hedder) kom og sang en masse sange, som lyder nogenlunde som man nu forestiller sig det. Chants, er maasake et bedre ord. Der blev sagt en masse paa japansk i en monoton melodi. Takako, der ellers er ret god til sprog, forstod dog stort set intet af hvad de sagde. Det varede i lang tid, og roegelse (御香) blev sendt rundt, som man skulle drysse tre gange paa panden. Det gjorde jeg ogsaa. Takako og jeg skiftedes til at tage os af Junya. Der var roeg over det hele, enten roegelse, eller tobak fra de mange der sad i koekkenet og roeg. Men Junya virkede ikke saa generet af det. Det var ogsaa en hund der rendte rundt og tissede paa gulvet hele tiden. Men der var ikke saa mange boern. Kun en familie havde mindre boern med, tror jeg. Og saa Junya selvfoelgelig. Han opfoerte sig vaeldig paent hele dagen, ogsaa selvom mor ikke var der hele tiden.

Efter ceremonien var der en lille pause, og saa blev oldemor, der nu var i en kiste, baaret ud til ligvognen. Den ligner meget de danske, men med en hel del guldtpynt paa. Bilen satte i gang med tudende horn, og de flete af familiemedlemmerne fulgte efter. Jeg blev hjemme og tog mig af Junya mens Takako koerte med til kremeringen. Jeg var alligevel ikke saa interesseret i den del af det. Jeg fik dog forklaret at det velkendte japanske ritual med at man samler benstumper der har overlevet kremeringen op med spisepinde, ogsaa blev udfoert denne gang…

Da de var kommet hjem var der endnu en ceremoni der for mig virkede helt magen til den foerste, dog nu med oldemor som aske. Senere blev hun baaret ud til familiegravstedet hvor hun endeligt blev stedt til hvile. Jeg havde klaedt Junya godt og varmt paa og han var i fint humoer, men overbekymrede familiemedlemmer var ved at gaa ud af deres gode skind over det helt utaenkelige at Junya skulle komme udenfor i det milde efteraarsvejr. Det var jo saa forfaerdeligt koldt! Men Junya havde intet imod det - alligevel blev det dog familien der bestemte, og jeg blev endnu engang hjemme.

De kom senere tilbage og det var nu ved at vaere frokosttid. Vi blev af en bus koert ud til et naerliggende hotel hvor der var daekket op til de 60-70 mennesker der var. Helt overdaadigt med alskens laekkerier og oel og sake i store maengder. Det kan godt vaere det er en soergelig begivenhed, men frokosten var bestemt ikke kedelig. Jeg havde skiftet til sort toej (dvs. mit graa stribede jakkesaet, da jeg ikke har noget egentlig sort) og det passede fint til arrangementet. Jeg kom til at sidde ved siden af en anden Takako, nemlig Takako Ito, Seiichis kones soester. Hun arbejdede, forklarede hun, paa en izakaya (en slags pub/restaurant) i Tsugawa, taet paa hvor vi bor, og hun sagde vi endelig maatte komme forbi en dag og have Junya med - saa det vil vi goere!

Under middagen bestemte Junya sig for at alle skulle have at vide at han var tilstede, og satte i et af sine beroemte kaempe-skrig. Noget der fik hele selskabet til lige at stoppe med at spise i et par sekunder og se sig forvirret om for at faa oeje paa hvilket vaesen der mon kunne have udstoedt saadan et skingert skrig. Men det var saamaend bare vores soen der ville have lidt opmaerksomhed! Takako tog ham ud og gav ham maelk, men han blev med med at skrige efter han kom ind igen, saa vi maatte tage ham ud og berolige ham lidt igen. Hele morgenen havde han ellers vaeret meget flink og jeg havde baaret ham rundt i baereselen hele tiden.

Efter maaltidet gik vi i det varme udendoers bad som hotellet ogsaa havde, og til sidst koerte vi tilbage til deres hus. Der blev sagt tak for et godt arrangement, og lidt flere gaver blev udvekslet, og saa koerte vi hjem. Resterne fra middagen havde vi faaet med hjem i smaa palstikmadkasser, og det skal vi saa have til frokost idag. Jeg har bla. krabbe og spaendende svampe tilovers! Vi gik tidligt i seng i gaar for vi var alle ret traette. Junya stod dog op til saedvanlig tid, saa han faar sig en formiddagslur lige nu sammen med Takako.

This entry was posted on Thursday, November 20th, 2008 at 12:22 and is filed under Junya, Life in Japan. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.